Allerhelst vil jeg dele succeshistorier, men nu indvier jeg dig lidt i, hvordan mit liv så ud, inden jeg fik gang i klang-oplevelser.dk

… Vi skruer tiden tilbage. 1 år. Først et år også 4 år. Det er lidt som at være bjergbestiger. For at nå toppen skal man ikke tage hele opstigningen af EEN gang. 3 skridt frem og 2 tilbage…

Jeg ville være fri. Uafhængig. Men jeg havde intet sikkerhedsnet, ingen ægtefælle, der kunne supplere mig økonomisk, ingen pension, ikke andet end et nervesystem, der blinkede rødt alle døgnets 24 timer.

Jeg ville ud af systemet. Væk fra alle deres krav, om at jeg skulle søge mindst 5 jobs om ugen, opdatere jobsøgningen både på jobnet og hos A-kassen, slippe for at møde 3-4 gange hos en ekstern udbyder, som jeg skulle kigge i øjnene, mens jeg fortalte om de jobs, jeg havde ansøgt, og hvilke det var lykkes mig at komme til samtale hos. Mit energi niveau var lavt. For lavt. Og jeg kunne godt selv se, at det ikke virkede for mig i længden. Min krop kunne ikke slappe af. Jeg var anspændt – søvnbesvær, træthed og rådvildhed, var kun toppen af isbjerget.

Jeg følte mig jaget. Altid. Ikke kun af systemet, men også forventningerne fra min familie. Og vennerne. På en måde var jeg for stolt til at ville vise omverdenen – og mig selv, at jeg virkelig ikke kunne klare mere. Jeg vidste, at jeg først skulle bygge mig selv op, mit energi niveau skulle opbygges. Overskuddet og overblikket skulle findes. Men hvordan…?

Hvordan skulle jeg klare systemets regler og krav og samtidigt bygge mig selv op, “rejse mig fra asken – uden den mindste trevl på kroppen”, uden social støtte, økonomisk grundlag og når jeg for alt i verden bare havde brug for at trække stikket ud. Bruge tiden på at trække mig tilbage, så jeg kunne give mig selv den næring og livskraft, jeg vidste jeg kunne få, hvis bare, jeg havde tiden og roen til det…

For godt 3 1/2 -4 år siden var jeg sygemeldt med stress. Jeg havde lige overlevet en skilmisse, et par flytninger, en fyring, et tab af en nærtstående familie medlem og var ved at finde mig selv.

Jeg gik til psykologsamtaler og møder hos socialrådgivere, kæmpede med mit barns far om alverdens, så advokater og statsforvaltningen var ikke et ukendt sted for mig. Min krop var på vagt. Mit sind så fare på færde overalt!

Min dag så nogenlunde sådan her ud: Spændingshovedpine, migræne, forstoppelse, spændte muskler, øjenproblemer, bihulebetændelse, betændelsetilstande generelt. Lavt immunforsvar. Søvnbesvær. Hukommelsestab – jeg mistede evnen til at huske ansigter, navne. Og kunne ikke huske, hvad jeg netop havde talt med veninden om, hvad jeg havde aftalt med min mor, eller hvad psykologen fortalte.

Jeg glemte nøgler og mobiltelefoner de mest mystiske steder og ja det hjalp ikke meget, at jeg skrev noget ned på PC’en for af en eller anden grund gik det også udover alt det tekniske udstyr. Hverken PC eller printer virkede, nogengange stod nettet fuldstændigt af og når mobilen lå et mystisk sted, så gik det selvfølgelig også galt i forbindelse med de møder, man som sygemeldt skal møde op til. Der blev trukket i mine sygedagpenge.

Jeg følte mig i nød.

Jaget vildt. Og ingen hjælp var der. Ja jeg turde ikke at bede om hjælp. Jeg havde det irriterende handicap med, at jeg gerne vil klare alt selv, eller vise at jeg kunne, selv i sådan en situation, hvor alt det basale var ikke-eksisterende. Jeg bad ikke om hjælp.

Min krop var i nød, alle alarmklokkerne blinkede rødt. Min reaktion var at overhøre dem. Dog husker jeg min sult! Jeg var altid sulten. Ikke underligt at jeg tog 10-15 kilo på. Lægen ville ordinere anti-depressiv medicin mm. Men også her takkede jeg nej. Jeg ville klare mit liv selv. Og helst med min kontrol – selvkontrollen.

Psykologen anbefalede, at jeg skulle drikke en halv øl om aftenen, når jeg ikke kunne slappe af – istedet købte jeg baldrian tabletter og andet fra helsekosten og håbede, at min situation forbederedes.

Men forbedring var mildt sagt en illusion. I julen 2012 mistede jeg familiens vel eneste spirituelle sjæl – hende havde jeg et særligt bånd med, omend usynligt. Men hun gav mig håb. Mit håb tilbage. Hun døde i Julen og sammen med hende døde meget mere inde i mig. Jeg mistede vel mit håb, min kamplyst og mit selvværd. I følge Mayaernes kalender ville jorden gå under ved årsskiftet…

Og da alt så sort ud – den sorte nat..?
Gik jeg om morgenen mandag d 28. Januar i bad. Jeg var alene hjemme. Midt i det varme afspændende brusebad faldt jeg så lang, som jeg var.
Kæben og hagen ramte gulvet først.

Det sortnede for mine øjne. Bevidstløs lå jeg der på mit badeværelse gulv. Hvor længe er ikke til at sige.

Da jeg lidt efter lidt kommer til mig selv, opdager jeg bruseren, der stadig sender sit varme vand ned over min krop. Jeg hører lyden af varmt vand førend jeg reelt vågner og bliver bevidst. Det føltes dejligt – og jeg tror, at jeg befinder mig på en strand, liggende i vandkanten (derfra kommer vand lydene) og med hagen boret ned i sandet (derfra kommer sandet og de små sten mellem mine tænder)

Da jeg kommer til bevidsthed, sanser jeg stenene mellem tænderne og spytter dem ud i vasken. Blod. Masser af blod? Da jeg rejser mig helt op og kigger ind i spejlet flyder blod ud af ørerne. What?! Og da jeg ringer for at afmelde de møder jeg skulle have været til, kan jeg knapt nok snakke eller bevæge min mund! Og når jeg kører rundt med tungen i min mund, mærker jeg, at der mangler tænder!

Og blodet forsvinder ikke ligesådan, selvom jeg gentagende gange spytter det ud…

Afsted til skadestuen i en vældig fart!
Derhenne er 100 vis af andre mennesker faldet, dog på isen i det kolde vintervejr. Så mange dage venter jeg på at det bliver min tur til operation.
Der er 3 brud, to tænder de når at redde og 10 kindtænder der er total skadet, flækket på kryds og tværs. Trods operationen oplever jeg et smertehelvede.

Min sensitive krop tåler ikke smertestillende medicin, så jeg må udholde smerterne, der stjæler min søvn og min ro. Angst melder sig også.
Alt omkring mig skrider og jeg føler at jeg falder i afgrunden, alene.

Heldigvis sender mit netværk og veninder mig blomster og breve, gode tanker og energi og gør dagligdagen en smule mere positiv. Jeg lærer mig selv at værdsætte de små ting, der glæder mig og giver min dag mere indhold end fokus på ulidelige smerter der ikke bare lige forsvinder.

En intuitiv indskydelse dukker op – og jeg får stor trang til at komme på helsemesse… Jeg ved, hvad jeg skal købe! En syngeskål… Rent intuitivt finder jeg den skål, der taler med min kæbe. Resonerer eller svinger energi mæssigt med kæben og tænderne.

Og svaret på de altoverskyggende smerter er en lille messing skål, håndlavet, banket op af flere forskellige metaller og som har een lyd, når man banker på siden af skålen og en anden “højere” lyd, når jeg kører skålen op med lyd, som jeg kalder det… Og endnu en dybere lyd når en stofkølle sætter skålen i svingninger.

Det første år med min kære syngeskål frembragte jeg de højere lyde, overtonerne. Og med disse toner og frekvenser trak smerterne sig i baggrunden. Tændernes konstante isninger forsvandt, nærmest som når man slukker på en knap. Befriende! Roen bredte sig i takt med at mine smerter gled væk. Selvom søvn stadig var en mangelvare – var det et vidunderligt frikvarter.

Jeg kender til flowets kraft og ved, at klangskålenes lyde og frekvenser sender bølger af ro og nærvær til nervesystemet. Desuden styrkes meridianbanerne – eller kroppens energi, så der opstår flow. Og når flowet har fundet indpas, så sker der mirakler på magisk vis.

Tak for at du læser med –

Jeg ønsker dig en dejlig dag.

Klanghilsner
Anne