Magtkampen om hendes sjæl

Idag jeg har noget andet på hjertet, end mine sædvanlige klangoplevelser. Jeg har skrevet starten på en novelle, som jeg håber du vil læse. En novelle jeg skrev på baggrund af en drøm:

“En pige kom hen til mig og spurgte om jeg kendte Tim. Det undrede mig, at hun spurgte. Men jeg kunne se på hendes øjne, at de blev jaget. Hun var jaget. Vi befandt os i et lokale med en masse borde og stole i midten og en bagerdesk i den ene ende af lokalet med folk, der stod og ventede i kø for at handle og betale.

Hun ville vide, hvordan Tim havde været (som kæreste) overfor mig og hvad hun skulle gøre. Eller forvente. Kommunikationen med hende gled ikke perfekt og hun spurgte dels lidt for direkte og dels ret akavet med en sløret, utydeligt og lav stemmeføring om en mandsperson, jeg allerhelst ville glemme. Kom nu til sagen, tænkte jeg. Jeg var ikke helt med på, hvad hun egentlig ville, for pludseligt forsvandt hun…

pic_11Jeg kiggede mig rundt, længe. Hov! Hun gik langs lokalets vægge rundt og rundt mange gange med hænderne, der skulle røre væggene hele vejen rundt i lokalet. Det første, der faldt mig ind om hende, var, at hun havde OCD, at hun fik tæsk og var rådvild; ude at stand til at stoppe det, der ikke var rart. Og så kontrol. Jeg tror, at hun følte, at hun kunne genskabe følelsen af kontrol, hvis hun talte de gange, hun strøg sin håndflade mod væggen. Blev hun afbrudt pga af mennesker, der klumpede sig sammen op af væggen, og forhindrede hende i at have vægkontakt, måtte hun gøre det om, indtil hun uafbrudt kunne tælle omgangene med fuld kontaktflade mod væggen hele vejen rundt. Mange gange. Næsten pinligt mange gange. Ikke ubemærket.

Ja indrømmet: jeg stod og krummede tæer over synet af hende og omgivelserne. Jeg havde lyst til at gå, forlade lokalet inden hun atter kom hen til mig, svedig og forpustet.

Hele hendes mimik, også denne optræden, gjorde at jeg blev, for jeg vidste, at jeg skulle sige til hende: “Flygt!! Tag det vigtigste med dig og løb langt væk. Fra ham.”

Men jeg opdagede snart, at det var ikke ord, hun ville lytte til eller handle på – det skræmte hende blot. Pigen, med det i forvejen skræmte udtryk… Kroppen sladrede.

Og på en måde skræmte hun mig. Den alt for direkte måde, hun var på, hvor hun gik lige ind i folk, hun ikke kendte. Som om hun ikke vidste noget om den normale fysiske afstand, der er, når to mennesker, der ikke kender hinanden, mødes. Hun rodede ganske enkelt rundt i deres aura og energifelt, alt for tæt på. Alt for tæt på mig. Jeg trådte et skridt tilbage. Hun kom nærmere. Ingen grænser.

End ikke hun var afgrænset, hun mærkede ikke sig selv, kendte ikke sine grænser, kendte ikke folks grænser, tænkte slet ikke på dem, et ukendt minefelt.Men hun vidste eet og det var, at jeg havde kendt Tim og jeg måtte fortælle hende om ham, om hans dårlige sider. Så hun kunne vide, at det ikke var hende, der var helt galt på den. Men væk kunne hun ikke komme. Han havde fanget hende i sit net. Hun ville blot vide, hvad mere, der ventede hende. Alt det psykiske, de usagte ord. Afstanden også piskene, ordenes piskeslag efterfulgt af tavshed. Total ignorering. Ondskab.

Det var spillet fra hendes barndoms opvækst, der spillede på de tangenter, hun kendte så godt. Som virkede skræmmende. Velkendt og trygt. For hende.

Selvom jeg fortæller en kvinde som hende, at hun skal flygte fra ham, fra kæresten, før han spinder et endnu stærkere net rundt om hende… Selvom jeg fortæller, at hendes forhold ikke er sundt for hende, at hun må få sagt fra overfor ham, så sker det ikke. Hun tør ikke sige fra. alt hvad hun tør at sige sammen med ham, er ja.

Når han mærker hendes trang til at komme væk, lægger han en usynlig lænke omkring hendes hals. Han bruger ikke fysisk vold. Kun sommetider. Vold med ord og alt det psykiske – det usynlige – den usynlige magt, det er det stærkeste. Det ved han.

Selvom jeg fortæller og hjælper hende med at tage benene på nakken, væk fra ham, så vil hun til stadighed leve, som var hun på flugt mange år efter. Og tiltrække flere af hans type. Mange år efter.

Hele hendes krop, tankerne, nerverne og energifeltet vil være splittet. På overarbejde. Rigtigt og forkert. Tanker om: havde jeg ret eller uret? Handlede jeg rigtigt? Handler jeg rigtigt nu? Rådvildhed. Tanker, der kører rundt i manegen med: Var det ikke blot mig, der var nærtagende? Tog jeg de rigtige beslutninger? Og tanker som: Han har ret, jeg er fuldstændig hjernelammet, er ikke ukendte for en kvinde, som hende.

Set i det perspektiv af, hvad der reelt kan ses – med det fysiske øje, dig som tilskuer: Så er svaret “jo det kunne se ud som om, du bare er nærtaget!”

Men set fra det usynlige plan, “så nej – du vil blot blive viklet mere og mere ind i hans net. Til han ved, hvor han har dig. Til det punkt, hvor du næppe kan flygte eller rettere næppe tænker tanken. Først der vil han holde inde. Så har han dig i sit usynlige fængsel holdt indespærret. Til evig tid.”

Jeg kommer til at tænke på en bog: Rose Madder, der omhandler en kvinde, der er gift med en betjent. Hun ved, at planlægger hun sin flugt mange dage forinden, så mærker han det. Han mærker forandringen. De små forandringer. Hun ved, at tanken skal komme fra en skyfri himmel. Og den dag tanken melder sig, går hun afsted med sine allervigtigste ting. Bare går. Ud af døren – uden at vide, hvor hun reelt ender. Uden tvivl og angst hængende som en sort sky over sig. Hun går, fordi det er tiden og fordi det føles rigtigt. Som en spontan tanke får hende til. Rose Madder ved at hun skal vænne sit tanke mindset; tænke lyse tanker, for ligeså snart, hun føler usikkerheden, indeni sig, er der kontakt, så finder han hende, sætter en krog i hende og haler hende ind. Men “Rose Madder” er en helt anden historie….

Tilbage til pigen, der opsøgte mig for at finde svar.

img_4Da hun endeligt satte sig på en stol midt i lokalet foran mig, og hun sad forholdsvis roligt, kunne jeg koncentrere mig om at fortælle: For Tim handler det om at få dig tæmmet. Han ser dig som en vild pige, et vildt dyr. Det kan tage flere år for ham at få dig “tæmmet”. Nogle gange kun få uger.  Men han gør gerne jobbet. Det er for ham et job. Det handler næppe om kærlighed. Han kender ikke kærlighed.

Du tror, at du kan udtænke en plan og narre ham. Men så snart du gør noget, der viger bare en smule udenfor hans system af regler, tidsplaner og faste ritualer, så ved han, hvad klokken er slået og han må stramme båndet lidt mere om din hals. Det usynlige bånd, du holdes fanget med. Som kun du kan se og mærke. Du mærker det, ingen tvivl om det. Du ser hans ondskab, ingen tvivl om det. Men gør andre det?

Nej, det gør de ikke. Og de ved ikke, selv ikke de næreste venner ser, hvad der virkeligt foregår imellem jer. Han har trænet gennem hele livet – i at køre spillet – at binde dig på hænder og fødder, gøre dig rådvild, Få dig til at miste den logiske sans, ja miste dig selv, så du ikke ved, hvad du har ret til, så du ikke tør handle uden først at få lov af ham. Hele hans spil gør dig forvirret. Og det er lige præcis derhen, han vil med dig. Du skal gøres forvirret, så du fuldstændig mister mælet og dig selv i det.

img_7Når han siger ord til dig – “du er ikke min type” – , gør han sig interessant, for det er helt sikkert, at dette også er et spil, fra galleriet. Han er helt sikkert ikke interesseret i dig, men i det, han kan forme dig til. Det er magten, magten over tingen, objektet – dig.

Og spiller han sine kort rigtigt – for det er ligesom et kortspil for ham. Når han har vundet, så har han dig i sin hule hånd.  Han magten over dig, din sjæl.

Og helt perfekt er det, hvis du har en fortid som misbrugt, et liv med overgreb og dysfunktionelle familiemønstrer, ja så har han, den han ønsker i sin hule hånd. Dig. Måske siger han til dig helt fra starten: du kan fortælle mig alt – jeg lytter gerne. Jeg forstår dig.

I starten kan han være mere end charmerende, tiltalende og dyb. Lidt mystisk. Men det falder du jo for. Og når han siger til dig, “du kan fortælle mig alt og jeg vil forstå og lytte til dine ord.” Så føler du faktisk, at det er rigtigt, at han mener alt, hvad han siger, derfor fortæller du gerne lige ud af posen om dine skræk og rædsler fra barndommen. Du fortæller ham alt -indvier ham i dine værste skrækscener – han nikker og virker til at kunne forstå dig. Og du føler dig forstået. På samme bølgelængde. I forstår hinanden. Og det er det vigtigste for dig.

Han derimod sætter et flueben på sin indre afkrydsningsliste. Et skridt nærmere. Målet. Tjek.

Jo hurtigere du får fortalt disse overgreb og/eller overfald fra din barndom eller opvækst jo hurtigere, kan han komme igang med sin plan. Han ved, at du nu er det rette objekt. For ham er du et objekt, en ting, han må eje og gøre til sit. Du tænker, at han er den rette for dig, for han vil passe på dig og han gør så meget godt for dig i starten eller nu her.

Selvfølgelig kan det tænkes, at det er helt normalt alt det, der foregår i starten mellem jer. Du føler dig smigret over alt det, han gør for dig. Du er hans et og alt.

Måske lader du dig ikke fange lige med det samme, måske kender du spillet. Og på den måde tager det langt længere tid for ham at fange dig i sit usynlige net. Måske opgiver han på halvvejen – det er den bedste måde for dig at komme ud af sådan et “forhold”, at han mister taget, kamplysten. Går, når det er halvleg. For det skal heller ikke være FOR svært for ham at fange dig. Så du aldrig slipper væk, nogensinde. Eller gør dig tanker herom.

Han fortæller dig sikkert historier om ubehagelige overgreb, han selv har været udsat for. Og på den måde skaber han en særlig forbindelse, et særligt bånd med dig. I er i samme båd. I forstår hinanden. Men du må ikke tale med hans familie om det. Måske forstår du det godt, at det ikke skal frem i lyset. Man skal ikke få ondt af ham. Derfor tier du, for du og han ved, at sandheden er ilde hørt, når uærlige gerninger som vanrøgt, misbrug og overgreb ser dagens lys. Derfor støtter du ham og taler aldrig om dette, når familien mødes.Du tror fuldt og fast på hans historie, for han fortæller den meget detaljeret, måske ikke lige med det samme. Men hen af vejen. Du tror på ham, for du ved fra dig selv, at det er vigtigt, at man både tror på den misbrugte og kan sætte sig ind i den verden, den misbrugte oplever. Han fortæller sikkert historier og løgne om visse familie medlemmer, som du forøvrigt aldrig må tale om eller henvende dig til. Og slet ikke om det, han har betroet dig.

Han fortæller om tidligere kærester, der behandlede ham uærligt og som kasserede ham til fordel for andre af de mandlige venner, han havde. Det er en illusion, for han har aldrig haft mandlige venner. Han fortæller dig om de tøjter til ekskærester, der misbrugte hans tillid og selv var skyld i, at forholdet endte sådan. Han forarges over, hvordan hun kunne efterlade ham uden noget som helst. Og alligevel lykkedes det ham at få hende til at male sin nye lejlighed, at få deres dyrt indkøbte bil, de fleste møbler, kontanter han har sørget for at tage fra husholdningen og bevare kontakter til både kollegaer, netværket, dine veninder og foreningsarbejde, naboer, institutioner. Ja måske siger han ligefrem til alle og enhver – særligt til læger, skoleinspektører og lærere, at: “hun er rablende gal, sindsyg og burde spærres inde for hun er ikke egnet til at have med børn at gøre eller tage nogen som helst beslutninger omkring, hvad vores børn skal…” (I tilfældet af at der er børn inde i billedet)

Overfladen fin-poleres og omgivelserne – naboerne, familien og vennerne tror, at bruddet mellem de to parter er gået ubemærket hen. At de stadig er glade for hinanden, trods det at de faktisk aldrig har været glade for hinanden. Familien tror, at det blot er et “ganske almindeligt brud mellem kærester”. Det er det ikke. Men han gør alt, hvad han kan for at få det til at se sådan ud.

Overfor hende trækker han pinen ud, spiller komedie, så hun får ondt af ham, og gør hvad han beder om for at hjælpe ham af med sit mindreværd. Hvad man ikke ser, er skyen af arrigskab, når hun vil ud af forholdet og gør krav på de ting, der er hendes. Han spiller spillet og håber, at hun forbarmer sig over ham eller får dårlig samvittighed og kommer tilbage. Og det sker ofte.

Indeni ringer alle hendes alarmklokker – men hun lægger en dæmper på dem og overhører alt og kommer tilbage til ham. Og nu hvor hun har valgt ham – så benytter han sig af stadig uslere kneb for at beholde hende. Han spiller på hendes samvittighed. Og barnet, deres fælles barn, gør det langt sværere for hende at træffe de rette beslutninger. Ubemærket men bevidst og stratetisk hjernevasker han hende. Hun opdager det ikke. Du vil nok sige, som udefrakommende læser uden indsigt i dette univers, at hun må da lægge mærke til det. Til forandringen. Hun må da sige fra.

Han hjernevasker hende. Det hele går ubemærket hen, ikke for ham, han fryder sig over udviklingen. Og indenlænge er hun hans. Herfra bliver det ikke let for hende at slippe væk. Han har hende lige, hvor han ønsker sig. Det er her hun udvikler depressioner, uro, indre pres. Hun forstår det ikke selv. Hun mister livslysten – den glæde hun ellers sprudlede af tidligere. Hun tror, det er hendes egen fejl. Hun begynder på sin indre kritik. Får hovedpine. Migræne. Black outs. Glemmer små ting. Og det er når dette opstår, at han begynder at køre endnu mere rundt med hende. Forvirrer hende. Gemmer ting for hende. Fortæller at de havde aftaler og hun har glemt dem.

Han fortæller, han ikke kan stole på hende mere. Når hun svigter ham og glemmer deres aftaler. Hun må tage sig sammen.

Hun gør alt hvad hun kan. Men det går ud over nattesøvnen. Hun sover dårligt og når hun endeligt sover, vækker han hende for at få hende til at love ting – halvt i søvne, stadig i drømmeland. Og selv om hun gør alt, hvad hun kan for ikke at svigte ham eller skuffe ham, så er intet af det hun gør til sin egen fordel. Hun kan ikke se det groteske i, at han vækker hende fra hendes dybeste søvn og laver vigtige aftaler med hende, som hun må love at holde. Og sommetider kan det være aftaler som reelt er vigtige, som at hente barnet de dage, hun netop er forhindret pga arbejde eller andre af hendes mange gøremål.

Han ved, at hun glemmer det, “de sammen” har aftalt i nattens dybeste timer. Eller rettere det han har aftalt med hende. Hun var ikke bevidst om aftalen. I de vågne timer fortæller han, at hun IGEN har syltet deres aftale.

Hun bliver tynget og ked. Deprimeret. Gal. Oftest viser hun ikke vreden men gemmer den i sit indre og herved vokser den grå substans ovenover hovedet sig større og større. Den får hende til at blive træt, deprimeret ude af stand til at handle, sætte sine grænser. Hun bliver apatisk, fastlåst. Hjernelammet.

Og hun forstår ikke, hvad det er der sker med hende. Hvorfor kan hun ikke bare tage sig sammen? Hvorfor glemmer hun nu alle de ting der. Hvad er der galt med hende? Hun forstår ham godt. Hun forstår ham godt, at hun ikke er værd at elske. At han behandler hende sådan. Hun er ham ikke værdig. Derfor kan han nu tage i byen og boltre sig med Gud og hver mand, for hun har ovenikøbet sagt til ham at han må, nu hvor hendes krop er gået helt i stå og smerter hver gang, de har sex.

Han begynder og sige til hende, at hun aldrig har været hans type. Og hun mærker det som syle ind i kroppen, ind i sindet. Men på en måde forstår hun ham godt. Hun er ikke værd at elske. Og hun elsker ikke sig selv.

Pigen spurgte mig igen, efter jeg en stund havde siddet og ventet på hende, mens tanker om hendes liv fór igennem mit hoved.

Jeg mødte Tim, der i begyndelsen var sød at snakke med. Vi endte hjemme hos ham. Jeg sov mange nætter ved hans side. Der skete aldrig noget – han rørte mig aldrig, sov blot. Og når jeg forsøgte at komme ham nær enten med ord eller krop flygtede han altid, bevægede sig væk eller sagde, at jeg bare ikke var hans type. Han var egentlig heller ikke min type. For tynd og for lav i mit hoved.

Men hvorfor var vi havnet sammen? Hvordan kunne det være, at jeg nok måtte sove i hans seng, og kun sove. Det var på en eller anden måde sådan det skulle være. Og jeg indfandt mig med at det var rart at sove ved siden af en mand, uden han rørte ved mig. Det var aldrig førhen sket for mig. Alle mænd ville da rage på mig under dynen, hvis de skulle sove i samme rum, ja samme seng, som jeg! Han gjorde ingenting. Men jeg ville gerne lære ham at kende og så snart jeg spurgte ham om noget, veg han uden om. Jeg higede efter en lille flig af kontakt, virkelig kontakt, nærhed. Mange dage, ja uger gik. Måneder gik -vi var sammen også alligevel ikke. En dag, da han var hjemme igen, sagde jeg til ham: spørg mig og jeg vil svare dig 100% ærligt. Det tog ham lidt tid at formulere et spørgsmål. Ville i starten ikke. Prøvede at bevæge sig bort som alle de andre gange, hvor han forlod lokalet, når jeg ville tale med ham.

I tidsrummet, hvor sad han foran mig og overvejede sit spørgsmål til mig, følte jeg nærheden. Den korte tid. Jeg følte, at jeg var på vej til at blive forenet med ham. Jeg husker, at han spurgte mig om noget og at jeg svarede. Det var ikke et dybt spørgsmål, som jeg havde håbet, mere sådan et let spørgsmål, som et barn kunne have stillet mig: hvad er dit lykketal? Han var hurtig til at sige det, forsvare sig mod mig og skynde sig videre.

Han tog andre piger med hjem. Piger, der gik i bad hos os. Piger han havde sex med, formodede jeg – fordi jeg jo ikke var hans type. Jeg følte mig blot på besøg, alligevel sov vi side om side på soveværelset. Jeg lavede mad til ham, når han kom hjem, ryddede op og bar skrald ud. Han havde mange rum og det var disse rum han tog pigerne hen i. Med den undskyldning, at de skulle drøfte et projekt, han havde gang i.

Længe efter fandt jeg ud af, at han havde færdiggjort det “projekt” før han mødtes med pigerne. På mig virkede han mere og mere uærlig. I det mindste kan man være ærlig overfor mig, selvom jeg “ikke er hans type” Jeg savnede nærhed i den grad. Og tænkte at sådan en brydekamp med ham, ville være sagen – for mig – for at mærke ham, hans fysiske styrke, uden seksuel karakter hvis det var det, der dækkede over “ikke hans type” eller “ikke min type”. Jeg ville provokere ham, men vidste også, at det var et af de ømme punkter, der kunne skabe endnu større afstand. Afstand imellem os.

Han var en dragende mandsperson som jeg mere og mere ville i lag med – kun fordi han hele tiden sagde “ikke min type” – så ville jeg bevise, at jeg netop godt kunne få ham til at tro og tænke anderledes. Få ham overbevist om noget andet. Ligesom med dengang, hvor jeg legede med en drengegruppe på vejen, som barn omkring 7-8 års alderen. En nyere dreng fra vejen, sagde, at han ikke legede med piger, at piger var forbudt adgang hjemme hos ham. Hvad skete der?

Jo jeg kom inden for hos ham og legede med ham derhjemme på hans værelse! Alene. Og pludseligt var det kun mig, at han ville lege med. Legede han med drengene (eller pigerne) på vejen, cyklede jeg altid forbi, ringende på klokken på cykelstyret, så han ikke kunne undgå at se eller høre mig. Han smed som oftest, hvad han havde i sine hænder og løb hen og legede med mig.

Nogle få gange spurgte han om vi også skulle lege med de andre børn som var dem, han legede med, da jeg kom forbi. Sommetider gav han mig lov til at vælge, om jeg ville lege med hele gruppen eller kun med ham. Oftest kunne jeg godt se, at det var mest fair at lege med hele gruppen, men når jeg nu fik lov at bestemme, så valgte jeg at lege med ham og kun ham.

Vi gik bort fra gruppen på vejen og fandt vores eget sted enten hos mig eller ham eller inde i en busk, hvor vi kunne gemme os for de andre og lege. Kun os. Ikke min type! Lad os nu se… Og det var herfra jeg lod mig inspirere til at få ham på andre tanker.

pic_11Ikke min type – ord, der provokerede mig, nu hvor jeg alligevel kom ham så nær. Men hvad er nærhed kunne jeg spørge mig selv igen og igen om. Er det at ligge ved hans side – og på samme tid være så mile langt fra ham? Er det at bo under samme tag og føle mig som en gæst, der ordner alle hans huslige ting? Jeg var smigret over, at han havde tilbudt mig at sove der lige ved siden af sig. Og på samme tid glædede det mig, at jeg ikke behøvede at yde sex til gengæld. Det var nyt.”

Fortsættelsen følger, når jeg inspireres af en ny drøm.  Tilmeld dig endelig mit nyhedsbrev eller følg med på bloggen her, så lader jeg dig vide, når fortsættelsen er klar.

Måske har du selv en historie du vil dele? Hvis du har så skriv en sms til mig på 60661631 eller mail til Annes@klang-oplevelser.dk Hvem ved måske publicerer jeg det i en bog, sammen med mine egne…

Jeg havde et klarsyn for næsten 4 år siden, hvor jeg så dette her: Jeg får en stor pakkepost, som personligt bliver leveret fra trykkeriet. Jeg åbner den. Der i kassen ligger tre sæt bøger. Jeg tager det ene sæt op, kigger på omslaget, der er rødt og bladrer rundt i bogen. Jeg ser skriften, overskriften er med tydelige røde bogstaver, resten står skrevet sort på hvidt. Jeg spørger personen overfor mig, hvem er bøgerne til og hvem er forfatteren? Vedkommende siger: Jamen, det er da dig, der har skrevet dem!

Så en dag kan det være, at du står med een af mine bøger i hånden… Hvem ved?

Måske har du lyst til at læse videre på een af mine andre oplæg på bloggen,? Så tryk her.

Comments are closed.

Følg mig og få særlige fordele ;-)

Læs med, når jeg skriver om bl.a. stress, klang og de spændende udfordringer, jeg har som iværksætter. Desuden får du:

- Særlige invitationer med rabat fordele.
- Opdateringer på kommende klangoplevelser.
- Tilbud på kurser, medier og litteratur.

Nyhedsbrevet udsendes 2-4 gange pr. måned og du kan til hver en tid afmelde.